Vær doven, red liv

I dag træder der nye restriktioner i kraft. Myndigheder og regering vil gerne have os til at undgå tæt kontakt med andre mennesker. Målet er oplagt: Stop smittekæder med Coronavirus ved at undgå social kontakt.

Men hvordan kan det være, at vi ikke efterlever anbefalinger fra myndighederne i den grad, at de er tiltænkt? Der er både sociale og psykologiske årsager, hvor jeg vil nævne nogle.

En forklaring er, at vi er sociale væsener. Vi har et dybtliggende behov for at være sammen med andre mennesker. At få os til at holde afstand til hinanden er derfor lettere sagt end gjort. 

En anden forklaring er vores modvilje mod at blive fortalt, hvad vi skal gøre. Bliver vi fortalt, at det er forkert at tage fra restriktionsramte København til en restaurant i Ringsted, der ikke er underlagt de samme indskrænkninger, kan det paradoksalt have den modsatte virkning end det, der var hensigten og gøre os meretrodsige – ikke mindre. 

Vi lytter nemlig mindre til det, vi ikke vil høre. Vi lytter mere til det, vi kun er lidt uenige i. Det er derfor, at ”jeg har ret, du tager fejl”-strategier ofte mislykkes, fordi de ikke er imødekommende nok. Du ændrer ikke holdning, selv hvis jeg har ret.

Dernæst er der vores indgroede optimisme eller ”Det sker ikke for mig”-syndromet. Vi overvurderer ofte sandsynligheden for positive begivenheder og undervurderer risikoen for negative udfald. 

Optimismen fodres af tilgængelighed. Eller manglende tilgængelighed. Så længe vi ikke har oplevet COVID-19 på egen krop eller kender ganske få i vores omgangskreds, der har, er det som om, at risikoen ikke eksisterer. Hvis det ikke står livagtigt i vores bevidsthed, undervurderer vi risikoen. 

Og så er det måden vi danner vores præferencer på. Altså hvad vi gerne vil eller ikke vil, når vi træffer et valg. 

Fra adfærdspsykologien store bagkatalog ved vi, at et tab påvirker os mere end en gevinst af samme størrelse. Det kan godt være, at du bliver glad for at vinde 200 kr. ved roulettebordet (online selvfølgelig i disse tider). Men det niver mere, når du taber 200 kr. samme sted. Har jeg ikke ret? At tabe og at vinde tynger ikke på samme måde i din emotionelle vægtskål. 

Sikre og usikre valg

Hvordan opfører vi os, når vi står over for situationer, hvor udfaldet ikke er sikkert? Det har vist sig, at den måde, som udfaldet af vores valg formuleres på, har afgørende betydning for vores præference. Noget som nobelpristageren Daniel Kahneman og hans faste forskningskollega, Amos Tversky, har undersøgt i en artikel med mange år på bagen, der forekommer ganske aktuel. 

Forestil dig nemlig, at du står over for følgende valg nr. 1:

A. En sikker gevinst på 240 kroner [84% valgte dette alternativ i det linkede studie]

B. 25% chance for at vinde 1000 kr. og 75% risiko for ikke at få noget [16% valgte dette alternativ]

De fleste vil være risikopåpasselige. I disse Coronatider kan vi også formulere valget sådan: Vi foretrækker de risikofrie udsigter ved at følge myndighedernes anbefalinger og holde distance (fx ved at blive hjemme, gå en tur i skoven, etc.), så vi kan forblive raske, frem for at tage en risiko og mødes socialt med en risiko for at blive smittet eller smitte andre. Hellere handle sikkert, når der er udsigt til en gevinst.

Forestil dig, at du står over for følgende valg nr. 2:

C. Et sikkert tab på 750 kr. [13% valgte dette alternativ]

D. 75% risiko for at tabe 1000 kroner og 25% chance for ikke at miste noget [87% valgte dette alternativ]

Når valget bliver stillet på denne måde, er de fleste risikovillige, som man også kan se på svarene. Igen kan valget oversættes til Corona: Vi foretrækker at tage en risiko, hvis vores alternativ er et sikkert tab (garanteret kedsomhed), fordi vi bliver hjemme isoleret fra andre mennesker.

Risikovillighed og risikopasselighed

Hvordan kan det være, at der er nogle mennesker, der ikke vælger at følge myndighedernes anbefalinger og dermed helt frivilligt udsætter sig selv og andre for smittefare for en virus, som man risikerer at blive syg af eller i værste fald at dø af? 

Som du kan se, er vi risikovillige i situationer, der involverer tab. De mennesker som trodser anbefalingerne, vil hellere tage en lille risiko (efter deres egen vurdering), frem for det sikre tab som de synes, det er at blive hjemme og isolere sig fra fornøjelser og sociale aktiviteter. 

For at illustrere med penge-eksemplet, vil de hellere risikere at tabe 1000 kroner med 10% sandsynlighed, og dermed ikke at tabe noget med 90% sandsynlighed, end at tabe 100 kroner med 100% sandsynlighed. Det gør de, fordi de tillægger det større værdi at satse end at vælge alternativet, hvor der er et sikkert tab.

Ram målgruppen mere effektivt

Hvis du er en del af den brede befolkning, som retter sig efter myndighedernes anbefalinger, synes du måske, at det er usympatisk og asocialt at trodse sundhedsanbefalingerne ved at gå til fester og ikke at holde social distance til andre. Men fra et adfærdsmæssigt perspektiv er det for den mest risikovillige målgruppe egentlig en fornuftig måde at optimere deres præferencer på. De vurderer, at deres afsavn af tæt social kontakt er større end risikoen ved at mødes med andre mennesker. 

Der kan endda være måder at nå disse mennesker på. For i stedet for at fokusere på deres afsavn og tab, burde man fokusere – så livagtigt og tilgængeligt – på det de vinder ved at undgå social kontakt. 

De sikre udsigter: ”Bliver du hjemme i de næste 4 uger, er du sikker på ikke at blive smittet eller at smitte andre.” Gør du det, er du sikker på at få noget med hjem, om man så må sige.

De usikre udsigter: ”Bliver du ikke hjemme i de næste fire uger, risikerer du, at der iværksættes mere indgribende stramninger blot for, at du måske kan få nogle mindre sociale gevinster, når du mødes med dine venner.” Hvis du vælger dette, risikerer du, at det ikke en gang var sjovt. 

Pointen er, at anbefalingen skal formuleres som en sikker gevinst – eller så sikker som den kan blive – og betone de mange fordele ved det alternativ, så det fremstår så attraktivt som muligt.

Hvordan kunne det se ud? Tyskerne har lavet en kampagnevideo, der forsøger at få ungdommen til at blive hjemme. Ikke gennem oplysning og formaninger om, hvem der har ret, men ved at komme målgruppen lidt i møde.