Psykologien i to kriser

Foto: Thomas Peham/Unsplash

Forleden var det Earth Day. Angiveligt var det 51ende gang, vi fejrede Jordens dag.

I lyset af Covid-19 kan det undre, hvordan vi både som samfund og som individer kan handle ansvarligt og resolut, når vi bliver ramt af en pandemi, men at det straks er vanskeligere, når vi skal tackle klimaudfordringerne.

Ser man nærmere på de to kriser, giver det måske mere mening, hvorfor det forholder sig sådan. For psykologien er vidt forskellig.

For det fleste af os, opleves klimaforandringerne som en fjern trussel. Og dermed vil faren også føles anderledes – og mindre. Vi er psykologisk disponeret til at reagere kraftigere på og prioritere gevinster og ulemper, der er tæt på (i tid og sted). Gevinster og ulemper på lang sigt, not so much.

Derudover har vi begrænset opmærksomhed (og selv min kone kan ikke ægte multi-taske på trods af hun påstår det). Så jo mere vi fokuserer på pandemien, des mindre båndbredde er der til at koncentrere sig om klimaforandringer.

Madspild

En af de væsentlige klimasyndere og udledere af CO2 er madspild. Vi producerer mad, som vi senere smider ud. Ikke så smart. Heller ikke for klimaet.

Hvis madspild var et land, ville det være det land, der udledte tredje mest CO2 – mere end alt den CO2, som Indien udleder.

Af den årsag giver det god mening at udvikle effektive måder at reducere madspild på. Det er derfor noget, der er helt centralt for de store madproducenter.

Læs her, hvordan en række adfærdseksperter hjælper virksomheder som Unilever med at reducere madsplid, og hvordan IKEA arbejder med samme opgave.