Tager du også fejl?

Michal Matlon/Unsplash

Kender du de ulidelige typer, der er verdensmestre i at fortælle dig, hvad du skulle have gjort, når det er sket? Som om udfaldet var givet på forhånd.

Situationer er ofte lettere at beskrive og forklare end at forudsige. En af de fejltagelser, vi alle har en tendens til at begå, er at tro, at alt det der påvirker andre mennesker i en situation vil blive set af dem på forhånd. Sådan er det som bekendt ikke - og så ender man selv med at være ulideligt bagklog.

En af de fejlopfattelser jeg møder oftest, er troen på, at du kan forudsige folks adfærd, ved at spørge dem, hvad de har tænkt sig at gøre. Jeg ville nok lade være med at sætte min opsparing på det.

I bedste fald får du en idé om, hvilke vrangforestillinger de har om sig selv. Deres svar er ikke altid fuldkommen ubrugelige, men kan i visse tilfælde give dig forståelse for, hvordan du kan tale ind til deres selvforståelse.

Jeg har samlet nogle flere misforståelser her.

#1 Det er dine holdninger, der får dig til at ændre adfærd

Første myte handler om, at uønsket adfærd i virkeligheden skyldes, at vi ikke ved bedre. Viden, må man forstå, fører nemlig til fornuftige beslutninger. Oplysning får os på bedre tanker. Og de rette tanker fører til de rigtige handlinger.

Måden du kan få din teenager til at drikke mindre alkohol, eller helt at afholde sig, er ved at fortælle dem, at alkohol blandt andet skader deres indlæringsevne. Viden vil føre til ændret adfærd.

Men som oftest er rækkefølgen ikke ”Få information” –> ”Analysere og få viden” –> ”Holdningsbearbejde” –> ”Ændre adfærd”. Rækkefølgen viser sig snarere at være ”Se hvad ens omgangskreds gør” –> ”Ændre adfærd i forhold til hvad der er socialt acceptabelt” –> ”Retfærdiggøre handling med at alkohol smager dårligt og/eller er usundt”.  

Det bliver heller ikke bedre af at kortlægge folks holdninger til en given problemstilling. Ofte gør det det ikke lettere at forudsige, hvordan folk faktisk ender med at handle. Sympatiske holdninger til dyrevelfærd, sundhed og privatforbrug er ingen garanti for, at det også bliver ført ud i livet. Bekvemmelighed, pris og idéen om at man allerede gør tilstrækkeligt er rigeligt til at afspore ens gode intentioner.

En vis grad af information og viden kan selvfølgelig nogle gange være nyttig – fx om hvad du skal gøre, hvorfor, hvornår og hvordan. Det, der derimod er afgørende, er, at du er tilstrækkeligt motiveret, har evnen til at ændre adfærd og noget der skubber til dig, så du får handlingen gjort.

#2 Du er rationel

Anden myte hænger sammen med den første. Du tror formentlig, at du er rationelt tænkende. Rygterne om at vores irrationalitet præger vores handlinger og beslutninger er stærkt overdrevne. Og hvis der er noget om snakken, er det i hvert fald ikke dig, der ikke kan tænke klart, når det passer dig. Det er alle de andre.

Men hvordan kommer vi frem til en konklusion, der stiller os i så godt et lys?

En forklaring kan være, at du og jeg bruger en stor del af vores vågne tid på at planlægge og forklare vores handlinger for os selv og for alle andre. Og når vi en gang imellem handler uventet (det sker jo nærmest ikke), så efterrationaliserer vi vores adfærd. Det var de “helt særlige” omstændigheder, der var skyld i det. Det gør vi både, når vi køber unødvendige ting, når vi ikke donerer i denne omgang (som vi jo ellers gør, fordi vi har alle de rette holdninger, der afspejler sig i de beslutninger vi træffer) og når vi løser arbejdsopgaver (hvor vi som bekendt aldrig laver overspringshandlinger).

Vi bruger dermed en betragtelig mængde timer hver eneste dag på at forholde os bevidst til vores egen og andres adfærd. Og fordi det er tilfældet, tror vi, at det er rationelle overvejelser, der også er ansvarlige for vores adfærd.

Det at vi har en rationalitets-fetich. Vi lider af en rationalitetsafhængighed. Vildfarelsen består i, at vi tror, at vi præcis kan beskrive årsagerne til vores beslutninger og handlinger.

I virkeligheden rækker vildfarelsen langt ud over vores rolle som forbrugere. I et ærligt og særligt opvakt øjeblik, kan du måske godt indrømme, at du faldt for et salgstrick eller to, da du købte den seneste trøje. Men gælder samme tendens, når du er på arbejde, hvor du ikke er i følelsernes vold?

#3 Du bliver motiveret af penge

Tredje myte er, at vi motiveres af penge. Rationalet er, at når vi belønner folk økonomisk for deres arbejde, vil de anstrenge sig mere og arbejde bedre.

Men passer det virkelig, at penge motiverer os. Det afhænger af karakteren af arbejdet og mere specifikt af den bestemte aktivitet. Altså, hvilken adfærd er det med andre ord, vi bliver belønnet for?

Hvorfor er det svært at fastholde Sosu-assistenter i jobbet? Skyldes det den løn de får, og er løsningen bare, at de skal have mere i løn? Eller er en del af problemet snarere et stressende arbejdsklima, prestigen eller manglende medbestemmelse i forhold til at tilrettelægge arbejdsopgaverne?

Penge kan være en motiverende faktor. Derfor hører man en gang imellem, at Sosu-assistenter og andre medarbejdergrupper vil have mere i løn. Men det er kun én motivationsfaktor blandt flere. Det kan godt være, at du er et svin, fordi du ikke gør det, som du siger, du vil gøre (se #1). Men du er i det mindste ikke et grådigt svin. 

Det vigtigere spørgsmål er, om vi belønner den adfærd, som vi gerne vil fremkalde.

Vi håber jo, at en plejehjemsassistent udviser omsorg for den ældre, men vi belønner stram tidstyring og en afmålt tid til hver beboer. Så selv hvis Sosu-assistenterne får bedre arbejdsvilkår – herunder løn – løser det ikke problemet, hvis vi belønner den forkerte adfærd.

Mere generelt håber virksomheder og institutioner fx på:

• langvarig vækst, klimabevidsthed, socialt ansvar og ordentlige værdier

• teamwork

• kvalitet i ydelsen og fokus på kunden og borgeren

• ærlighed selv om der er noget dårligt at berette

Sjovt nok belønner de ofte:

• kvartalsregnskaber

• individuelle præstationer

• salgsmålsætninger med fokus på profit og effektivitet på bekostning af kunden og borgeren

• man har ja-hatten på og taler chefen efter munden uafhængigt om han/hun har ret eller ej

Belønner du adfærd A, men håber på adfærd B? Ja, så har du et problem.